2. “Jeg giver jer følgende lovregel: Sig til Israels folk, at de skal komme med en rød kvie, som er uden skavanker og aldrig har været spændt i åg.
3. Den skal overgives til præsten Eleazar, føres uden for lejren og slagtes, mens han ser på det.
4. Så skal præsten dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange i retning af åbenbaringsteltet,
5. hvorpå kvien skal brændes, mens han ser på det—både dens hud, kød, blod og indvolde skal brændes.
6. Og han skal tage noget cedertræ, nogle isopgrene og noget skarlagenrødt garn og kaste det ind i ilden, mens kvien brændes.
7-8. Derefter skal både Eleazar og den mand, der brændte kvien, vaske deres tøj og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de er urene indtil aften.
9. En mand, som ikke er uren, skal derefter samle kviens aske op, så den kan opbevares på et dertil indviet sted uden for lejren. Asken skal bruges til at blande i det vand, der benyttes som renselsesvand, for kvien er et syndoffer.
10. Den mand, som samler kviens aske op, skal også vaske sit tøj, og han vil være uren indtil aften. Det her er en permanent lov, som skal gælde både for Israels folk og de fremmede, der bor iblandt dem.
11. Enhver, der rører ved et lig, er uren i syv dage.
12-13. På den tredje og den syvende dag skal de lade sig rense med vand, hvori der er blandet aske fra den røde kvie. Hvis de ikke på den måde bliver renset, forbliver de urene. De gør dermed min bolig uren, og de skal udryddes, fordi der ikke blev stænket renselsesvand på dem. De blev aldrig renset for deres synd.
14. I tilfælde af at et menneske dør hjemme i sit telt, skal alle tilstedeværende og alle, der kommer ind i teltet, så længe den døde er der, være urene i syv dage.
15. Enhver beholder i teltet, der ikke er tildækket med klæde eller låg, bliver også uren.