21. Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden,
22. så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed,
23. få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se.
24. Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse.
25. Da nu amalekitterne og kanaʼanæerne bor i lavlandet, skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”
26. Herren sagde til Moses og Aron:
27. “Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser.
28. Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om:
29. I skal få lov at dø i ørkenen—alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig.
30. Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer—bortset fra Kaleb og Josva.
31. I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget,
32. mens I selv skal dø i ørkenen.
33. Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed.