1. Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten.
2. Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: “Gid vi var døde i Egypten—eller endda her i ørkenen.
3. Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.”
4. Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. “Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt.
5. Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden,
6. og to af spionerne—Josva og Kaleb—som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør.
7. “Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de.
8. “Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‘flyder med mælk og honning’.
9. Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?”
10. Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet,
11. og Herren sagde til Moses: “Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem?
12. Jeg vil sende sygdom imod dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”
13. “Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. “De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk.