29. Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger, midjanitten Hobab: “Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”
30. Men Hobab svarede: “Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”
31. “Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. “Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr.
32. Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.
33-34. De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.
35. Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: “Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.”
36. Og hver gang de holdt hvil, sagde han: “Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”