Gamle Testamente

Nye Testamente

3. Mosebog 26:25-39 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

25. Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne.

26. Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.

27. Men hvis det ikke hjælper, og I stadig nægter at adlyde mig,

28. da vil jeg give min vrede frit løb og straffe jer syv gange værre for jeres synder:

29. I skal blive tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre!

30. Jeg vil vælte de statuer og ødelægge de røgelsesaltre, I har bygget rundt omkring på højene for at dyrke jeres afguder. Jeg vil lægge jeres lig i bunker oven på jeres afguders ‘lig’. Ja, jeg vil vende mig bort fra jer i afsky.

31. Jeg vil lægge jeres byer øde, nedbryde jeres offersteder og nægte at tage imod røgelsesofre.

32. Og ikke nok med det: Jeg vil lægge hele jeres land øde og lade jeres fjender overtage det, mens de undrende er vidne til den straf, jeg sender over jer.

33. I vil opleve en frygtelige krig, og jeg vil sprede jer blandt fremmede folkeslag. Jeres land skal lægges øde, og jeres byer skal jævnes med jorden.

34-35. Da skal jorden langt om længe få fred og hvile. Og den skal få godtgjort alle de år, I udpinte den. Den skal ligge brak i den tid, I opholder jer som fanger i fjendens land. I den tid skal jorden opleve fred og ro. Det skal være den sabbatshvile, jeg godtgør den, fordi I udpinte den ved at overtræde budet om sabbatåret.

36-37. Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender.

38. I vil dø blandt fremmede folkeslag og blive begravet i fremmed jord.

39. Den sidste rest af overlevende skal sygne hen i fortvivlelse i fjendeland som følge af deres egen og deres forfædres ulydighed.

Læs fyldestgørende kapitel 3. Mosebog 26