Gamle Testamente

Nye Testamente

3. Mosebog 19:18-29 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

18. Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv, for jeg er Herren.

19. Adlyd mine love: I må ikke parre to forskellige arter husdyr med hinanden, og I må ikke blande to forskellige kornarter sammen, når I tilsår jeres mark. Gå ikke med tøj vævet af to forskellige slags materialer.

20. Hvis en mand forfører en slavepige, som en anden har købt for at have hende som medhustru, skal han straffes. Dog skal de ikke straffes med døden, fordi hun er slave og ikke en fri kvinde.

21. Manden, som har forbrudt sig, skal bringe en vædder som skyldoffer til Herrens alter ved indgangen til åbenbaringsteltet,

22. hvorefter præsten skal ofre vædderen og skaffe soning for mandens synd. Så skal han få tilgivelse.

23. Efter at I er kommet ind i landet og har tilplantet det med alle slags frugttræer, må I ikke høste de tre første afgrøder.

24. Fjerde års høst skal indvies til Herren og gives til ham under jublende lovsang.

25. Men femte års høst skal tilhøre jer. På den måde vil I få et større høstudbytte. Jeg er Herren jeres Gud.

26. I må ikke spise kød, uden at blodet først er løbet fra. I må ikke have noget at gøre med spådomskunst eller trolddom.

27. I må ikke klippe håret kort i siderne, I må ikke barbere kindskægget af,

28. og I må ikke lade jer tatovere eller skære jer i huden i forbindelse med en dødsklage. Jeg er Herren.

29. Gør ikke jeres døtre urene ved at lade dem deltage i religiøs prostitution, for det kan betyde, at folket vender sig til afguderne, og landet fyldes af umoralitet.

Læs fyldestgørende kapitel 3. Mosebog 19