Gamle Testamente

Nye Testamente

3. Mosebog 14:1-2-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1-2. Herren gav derefter Moses følgende anvisninger for, hvordan urene personer kan blive erklæret rene igen:

3. “Præsten skal gå uden for lejren for at undersøge dem, som er erklæret urene. Hvis præsten kan se, at sygdommen er forsvundet,

4. skal han bede om to levende fugle af den slags, der må spises, noget cedertræ, en purpurrød snor og isopgrene. Tingene skal bruges i renselsesceremonien for dem, som er blevet helbredt.

5. Præsten skal beordre den ene af fuglene slagtet over et lerkar med frisk kildevand.

6. Den anden fugl, som stadig er i live, skal sammen med cedertræet, den purpurrøde snor og isopgrenen dyppes i det opsamlede blod.

7. Så skal præsten syv gange stænke blod over dem, som er blevet helbredt, og erklære dem for raske, idet han slipper den levende fugl løs.

8. Derefter skal de, som er blevet helbredt, vaske deres tøj, barbere håret af og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de skal holde sig uden for deres families telt i syv dage.

9. På den syvende dag skal de igen barbere håret af og også øjenbrynene, samt skægget for mændenes vedkommende, og de skal bade og vaske deres tøj igen, før de endelig kan erklæres for fuldkommen helbredt for deres sygdom.

10. Næste dag, altså på den ottende dag, skal de hver tage to vædderlam uden fysiske skavanker, et etårs gimmerlam, også uden fysiske skavanker, seks liter fint mel rørt op i olivenolie og en tredjedel liter olivenolie.

11. Så skal præsten, som har foretaget undersøgelsen, bringe de helbredte og deres offergaver frem for Herren ved indgangen til åbenbaringsteltet.

12. Han skal tage det ene af vædderlammene, det, der skal bruges til skyldoffer, sammen med olivenolien og svinge det foran alteret.

13. Så skal han slagte lammet på det indviede sted, hvor syndoffer- og brændofferdyrene slagtes, og kødet fra dette skyldoffer tilfalder præsten, så han kan spise det. Det er jo indviet til Herren.

14. Derefter skal han tage noget af blodet fra skyldofferet og smøre det på de helbredtes højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå.

Læs fyldestgørende kapitel 3. Mosebog 14