12. Derpå sagde Moses til Aron og hans to tilbageblevne sønner: “Tag den del af afgrødeofferet, som er tilbage, efter at en håndfuld af det er blevet brændt på Herrens alter. Bag brød af det uden at bruge surdej, og spis så brødet tæt ved alteret. Denne del af offeret er også hellig,
13. og derfor skal I spise det i helligdommens forgård. Det skal være jeres andel af de afgrødeofre, som bringes til Herren. Det har Herren selv givet mig besked på.
14. Men bryststykket og lårstykket, som blev ofret til Herren, ved at I svingede det frem og tilbage foran hans alter, kan I spise sammen med jeres familie på et indviet sted. Det skal være jeres andel af de takofre, som Israels folk bringer Herren.
15. Ligesom fedtet gives til Herren som et ildoffer, skal lårstykket og bryststykket symbolsk gives til Herren, ved at I svinger dem foran Herrens alter. Derefter skal de stykker tilhøre dig og din familie, for sådan har Herren befalet det.”
16. Moses spurgte nu, hvad der var blevet af kødet fra den buk, der var ofret som syndoffer for folket. Da han fik at vide, at kødet var blevet brændt uden for lejren, blev han vred på Eleazar og Itamar, som havde gjort det, for det var imod reglerne.
17. “Hvorfor har I ikke spist kødet fra folkets syndoffer i helligdommen?” spurgte han vredt. “Det er jo et helligt offer, og det er givet til jer, for at I skal fjerne folkets skyld og skaffe soning for dem foran Herrens ansigt.
18. Det er kun, når syndofferets blod bringes ind i åbenbaringsteltet, at kødet skal brændes. Ellers skal det spises i helligdommen, sådan som jeg gav jer besked på.”
19. Aron svarede: “Ja, men tænk på, hvad der er overgået mig i dag. Mine to sønner syndede og døde for Herrens ansigt. Hvis jeg havde spist af et helligt offer på en dag som denne, ville Herren så have godtaget det?”
20. Det argument accepterede Moses.