Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 7:12-24 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

12. Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt.

13. Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.

14. Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Når han forsynder sig overfor mig, vil jeg sende andre folkeslag imod ham for at straffe ham,

15. men jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med Saul for at overdrage magten til dig.

16. Der vil altid stå en konge fra din slægt for mit ansigt. Ja, din slægts herredømme vil vare til evig tid.’ ”

17. Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Herren havde sagt.

18. David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: “Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig.

19. Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, måtte mennesker forstå, hvad det her betyder.

20. Hvad mere kan jeg sige? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig.

21. Du har gjort dette for at stadfæste dit ord, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for din tjener.

22. Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt.

23. Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag og deres guder bort foran dig.

24. Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 7