20. Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.
21. Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: “Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.
22. Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd.
23. Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen.
24-25. Straks løb han ind til kongen og udbrød: “Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”
26. Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem.
27. Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.
28. Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: “Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse!
29. Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”
30. Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.
31-32. Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd,
33. og David sang følgende sørgesang over Abner:Ak, Abner, du blev narret i døden.
34. Man bandt ikke engang dine hændereller lagde dine fødder i lænker!Du blev myrdet af voldsmænd.Bagefter græd hele folket igen.