1. Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.
2. Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: “Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Beʼersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”
3. Men Joab svarede: “Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”
4. Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen.
5. De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen. Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer.
6. Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område. Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon.
7. Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kanaʼanæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Beʼersheba i Juda.
8. Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem
9. og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.
10. Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: “Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”
11. Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren:
12. “Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.”
13. Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: “Skal der komme tre års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.”
14. “Det er et frygteligt valg,” sukkede David. “Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”