2. (Gibeonitterne var et folk, som ikke tilhørte Israel. De var efterkommere af amoritterne, men israelitterne havde med en højtidelig ed sluttet fredspagt med dem. Ikke desto mindre havde Saul i sin iver efter at styrke sit eget herredømme forsøgt at udrydde dem.)Da David hørte Herrens svar, sendte han bud efter gibeonitternes ledere
3. og spurgte dem: “Hvad kan jeg gøre for jer, så vi bliver skylden kvit, og I kan velsigne Herrens ejendomsfolk?”
4. “Vores mellemværende med Saul er ikke noget, hans slægt kan betale sig fra,” svarede de. “Og vi har ikke lov at hævne os på Israels folk.”“Hvad ønsker I da?” spurgte David. “Sig frem, så jeg kan opfylde jeres ønske.”
5-6. “Lad syv af Sauls efterkommere blive udleveret til os, for han gjorde, hvad han kunne for at udrydde os fra Israels land. Som straf vil vi slå disse syv ihjel og hænge dem op ved Herrens offerhøj i Gibea, Sauls egen by.”“Godt,” svarede David. “Jeg vil opfylde jeres ønske!”
7. David skånede Jonatans søn, Mefiboshet, fordi han havde lovet Jonatan at vise godhed imod hans efterkommere.
8. Men han udleverede Sauls to sønner Armoni og Mefiboshet, hvis mor var Ritzpa, datter af Ajja, og de fem sønner, som Sauls datter Merab havde fået sammen med Adriel (en søn af Barzillaj fra Mehola).
9. Gibeonitterne dræbte så de syv mænd og hængte ligene til skue på offerhøjen for Herrens ansigt. Henrettelsen fandt sted ved begyndelsen af byghøsten.
10. Den sørgende Ritzpa, som nu havde mistet sine sønner, bredte noget sækkelærred ud på klippetoppen og satte sig der for at holde vagt ved ligene. Hun blev der hele høsttiden, indtil regntiden begyndte, fordi hun ville beskytte ligene mod gribbene om dagen og mod rovdyrene om natten.