4. Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.
5. Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: “Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”
6. Da gik Joab til kongen og sagde: “I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert?
7. Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde!
8. Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”
9. Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samlede hele hæren sig om ham.Efter at Israels hær var blevet opløst og krigerne var sendt hjem,
10. begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: “David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. “Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort,
11. men nu er Absalom død. Lad os derfor udråbe David til konge igen!”
12-13. Da David hørte, hvad folk snakkede om, sendte han præsterne Zadok og Ebjatar til Judas ledere med følgende besked: “Hvorfor er I så længe om at slutte op om mig? Nordriget har besluttet sig, og nu mangler vi bare jer—til trods for, at jeg tilhører jeres stamme!
14. Og sig til Amasa: Jeg sværger på, at du skal være min hærfører i stedet for Joab! Jeg er ikke din onkel for ingenting.”
15. På den måde fik David Judas ledere over på sin side, og de vedtog, at David igen skulle være deres konge. De bad ham derfor komme tilbage til Jerusalem sammen med alle sine folk.
16. Da kongen på hjemvejen kom til Jordanfloden, var Judas ledere samlet ved Gilgal for at byde ham velkommen og eskortere ham over floden.
17. Selv Shimi, benjaminitten fra Bahurim, sluttede sig til judæerne for at gå kongen i møde,
18. og han havde 1000 mand fra sin egen stamme med sig. Ziba, Sauls tjener, og hans 15 sønner og 20 tjenestefolk var også hurtigt taget over Jordanfloden for at møde kongen på den anden side.
19. Så da han ankom til vadestedet, stod de parate for at eskortere ham og hans familie over.Da kongen skulle til at gå over floden, kastede Shimi sig ned foran ham
20. og bad: “Herre konge, tilgiv mig det, jeg gjorde, dengang du forlod Jerusalem! Vil du ikke nok glemme det?
21. Jeg ved, at jeg var ond imod dig dengang, men jeg er den første fra Nordrigets område, der er kommet her i dag for at byde dig velkommen hjem!”
22. Abishaj brød ind: “Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”
23. “Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. “I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!”
24. Så vendte David sig om mod Shimi og svor: “Du skal ikke dø!”