22. Abishaj brød ind: “Nej, Shimi fortjener døden, fordi han forbandede Herrens salvede!”
23. “Lad mig være i fred, Zerujas sønner!” svarede David. “I siger mig altid imod. Nej, i dag skal ingen lide døden. Lad os hellere feste, for i dag er jeg igen blevet konge i Israel!”
24. Så vendte David sig om mod Shimi og svor: “Du skal ikke dø!”
25-26. Også Mefiboshet, Sauls barnebarn, var kommet ned fra Jerusalem for at modtage kongen. Lige siden den dag David flygtede fra Jerusalem, og til han nu kom tilbage, havde Mefiboshet sørget over kongens skæbne og hverken vasket sine fødder eller sit tøj eller klippet sit skæg.“Hvorfor fulgte du ikke med mig ud af Jerusalem, Mefiboshet?” spurgte kongen.
27. Han svarede: “Herre konge, min tjener Ziba har løjet om mig. Jeg befalede ham at sadle mit æsel, så jeg kunne følge kongen, men han adlød mig ikke, og så havde jeg ikke noget valg, fordi jeg er lam.
28. I stedet bagtalte han mig ved at påstå, at jeg nægtede at tage med. Men herre konge, du handler på Guds vegne, og derfor må du gøre, som du synes bedst.
29. Både jeg selv og resten af min familie kunne lige så godt være blevet henrettet af dig, men i stedet viste du mig den ære at være blandt de udvalgte, der får lov at spise ved dit bord. Jeg kan ikke forvente flere nådesbevisninger fra din side.”
30. “Javel,” svarede David, “i så fald skal Ziba afstå det halve af ejendommen til dig.”
31. “Nej, giv ham bare det hele,” svarede Mefiboshet. “Jeg er bare glad for, at du er kommet tilbage i god behold!”
32-33. Barzillaj fra Gilead, der havde givet kongen og hæren mad under deres eksil i Mahanajim, havde ledsaget kongen fra Rogelim til Jordanfloden. Barzillaj var en meget gammel mand, omkring 80 år, og han var meget rig.
34. “Følg med mig over floden og slå dig ned i Jerusalem,” sagde kongen til ham. “Jeg skal nok sørge for dig!”
35. “Nej tak,” svarede han, “det er jeg for gammel til.
36. Jeg er nu 80 år gammel og har for længst mistet appetitten på livet. Mad og vin smager mig ikke længere, og jeg kan ikke høre, når der bliver sunget og spillet. Nej, der er ingen grund til, at jeg skal ligge kongen til byrde.
37. At ledsage dig over floden er ære nok for mig!
38. Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”
39. “Godt,” svarede kongen, “så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”