1. Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. “Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. “Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”
2. Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom,
3. og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg.
4. Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.
5. Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: “Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”
6. Da gik Joab til kongen og sagde: “I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert?
7. Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde!
8. Gå nu ud og ønsk krigerne til lykke, for jeg sværger ved Herren, at hvis du ikke gør det, deserterer de alle sammen i løbet af natten, og så vil det sidste blive værre for dig end det første!”
9. Så gik kongen ud og satte sig i byporten, og da rygtet spredtes, at kongen var kommet ud, samlede hele hæren sig om ham.Efter at Israels hær var blevet opløst og krigerne var sendt hjem,
10. begyndte man at diskutere situationen ud over hele landet: “David frelste os fra vores værste fjender, filistrene!” sagde folk til hinanden. “Ganske vist valgte vi Absalom til konge, og han jog David bort,