Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 17:1-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Derefter kom Ahitofel med følgende forslag: “Lad mig udvælge 12.000 mand og sætte efter David allerede i nat.

2-3. Hvis jeg kan overrumple ham, mens han er træt og modløs, vil alle hans mænd blive grebet af panik og opgive kampen. Så kan jeg nøjes med at slå kongen ihjel, det er jo ham, du vil til livs, og føre hele hans hær uskadt tilbage til dig som en bortløben hustru føres tilbage til sin ægtemand.”

4. Absalom og de israelitiske ledere syntes godt om Ahitofels forslag,

5. men Absalom sagde: “Lad os lige få fat i Hushaj og spørge, hvad han mener om forslaget.”

6. Da Hushaj ankom, forklarede Absalom ham Ahitofels plan og spurgte: “Hvad mener du? Skal vi følge Ahitofels forslag? Sig frem!”

7. “Jeg er bange for, at Ahitofel tager fejl denne gang,” svarede Hushaj.

8. “Du kender selv din far og hans mænd. De er dygtige krigere, der sandsynligvis er lige så rasende som en bjørn, der er blevet berøvet sine unger. Din far er en garvet kriger, der ikke sover blandt soldaterne.

9. Det er mere sandsynligt, at han har gemt sig i en hule et eller andet sted. Når han så gør udfald, og nogle af dine mænd falder, kan der let gå panik i dem, så de begynder at råbe op om, at din hær er slået.

10. Da er det ude med jer, for uanset om dine mænd er modige som løver, kan de godt blive lammet af frygt for din far. Hele Israel ved jo, hvor mange krige din far har vundet, og hvor tapre hans mænd er.

11. Jeg vil derfor foreslå, at du mobiliserer alle Israels mænd lige fra Dan i nord til Beʼersheba i syd. Så får du en mægtig hær, og du skal selv gå i spidsen for den.

12. Når vi så finder David, falder vi over hans hær, som når morgenduggen falder på jorden, og vi udsletter dem alle rub og stub.

13. Hvis David skulle nå at flygte ind i en befæstet by, så har du hele Israels hær til din rådighed. Så slår vi et reb om byen og trækker den ned i dalen, så der ikke bliver sten på sten tilbage.”

14. Da udbrød Absalom og alle hans rådgivere: “Hushajs råd er endnu bedre end Ahitofels!” Herren havde nemlig sørget for at forpurre Ahitofels udmærkede råd for at føre Absalom i ulykke.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 17