13. Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham.
14. Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.
15. I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel.
16. Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.“Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.
17. “Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. “Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”
18. “Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj.
19. “Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”
20. Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: “Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!”
21. Ahitofel kom med følgende forslag: “Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israel indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”
22. Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.
23. Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.