Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 15:21-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. Men Ittaj svarede: “Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”

22. “Godt,” svarede David, “så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.

23. Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedronbækken og fortsatte i retning af ørkenen.

24. Præsten Zadok og alle levitterne fulgte med. De havde taget pagtens ark med, og den stillede de i vejkanten, indtil hele følget var gået forbi. Præsten Ebjatar var også fulgt med.

25. David befalede nu Zadok at føre arken tilbage til byen. “Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne,” tilføjede han, “så vil jeg en dag vende tilbage og gense arken og det hellige telt!

26. Men hvis Herren har forkastet mig, så lad ham gøre ved mig, hvad han mener, er det bedste.

27. Du og Ebjatar kan trygt vende tilbage til byen sammen med din søn Ahimaʼatz og Ebjatars søn, Jonatan. Men hold øjne og ører åbne.

28. Jeg vil vente ved Jordanflodens vadested, indtil vi hører nyt fra jer om, hvad der sker i Jerusalem.”

29. Så bar Zadok og Ebjatar Guds Ark tilbage til Jerusalem og blev i byen.

30. David og hans følge fortsatte ad vejen op over Olivenbjerget. De gik med tildækkede hoveder og bare fødder, og de græd alle sammen.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 15