Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 15:10-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

10. Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: “Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‘Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ”

11. Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer.

12. Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.

13. En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.

14. “Så må vi flygte med det samme,” var Davids spontane reaktion. “Hvis vi skynder os af sted, inden Absalom kommer tilbage til Jerusalem, kan vi nå at redde byen og os selv.”

15. “Vi er med dig!” svarede hans mænd. “Vi vil følge dig i tykt og tyndt!”

16. Så tog kongen af sted sammen med hele sin husstand, bortset fra ti medhustruer, der blev hjemme for at tage sig af opgaverne i paladset.

17-18. I udkanten af byen gjorde David holdt, så hans trofaste støtter, der bestod af hans livvagt og de 600 mænd, som var fulgt med ham fra Gat, kunne passere ham og gå i forvejen.

19-20. Men pludselig vendte kongen sig til Ittaj, der var leder for de 600 gatitter. “Hvad vil I egentlig med for?” spurgte han Ittaj. “Bliv i Jerusalem og slut jer til kong Absalom, for I bor her jo som fremmede i eksil. Der er ingen grund til, at I flygter sammen med os—hvem ved hvorhen? Nej, vend om og tag dine folk med dig. Må Herren vise jer barmhjertighed!”

21. Men Ittaj svarede: “Jeg sværger ved den levende Gud, at vi vil følge med dig, uanset hvad der sker—også selv om det kan betyde døden for os!”

22. “Godt,” svarede David, “så følg med os!” Da fulgte Ittaj og hans 600 mænd samt deres familier med ham.

23. Dyb sorg sænkede sig over byen, da kongen og hans følge krydsede Kedronbækken og fortsatte i retning af ørkenen.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 15