Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 15:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Efter at Absalom var blevet taget til nåde, anskaffede han sig en fornem vogn og prægtige heste. Han fik sig også en livvagt på 50 mand, som løb foran vognen.

2. Hver morgen tog han opstilling ved vejen til paladsets port, og når så nogen kom for at få kongens afgørelse i en retssag, standsede Absalom ham, spurgte, hvor han var fra, og udtrykte interesse for hans sag.

3. “Det er da klart, at du har ret!” ville han så sige. “Men kongen vil ikke høre på dig.

4. Hvis jeg var dommer i landet, kunne folk, der følte sig uretfærdigt behandlet, komme til mig, så skulle jeg nok skaffe dem deres ret.”

5. Når nogen gjorde mine til at kaste sig ned for Absalom i underdanig respekt, standsede han dem og omfavnede dem i stedet for.

6. På den måde vandt han israelitternes hjerter.

7-8. Der gik fire år. Så sagde Absalom til kongen: “Giv mig tilladelse til at tage til Hebron og ofre til Herren, så jeg kan opfylde et løfte, jeg engang gav Herren i Geshur i Aram. Dengang lovede jeg ham, at hvis han ville hjælpe mig tilbage til Jerusalem, ville jeg til gengæld bringe ham et offer i Hebron.”

9. “Godt,” svarede kongen, “tag du bare af sted og opfyld dit løfte.” Så rejste Absalom til Hebron.

10. Men han havde allerede i hemmelighed sendt besked ud til lederne i alle Israels stammer: “Når I hører trompetfanfaren, skal I råbe: ‘Absalom er kronet til konge i Hebron.’ ”

11. Han havde desuden inviteret 200 mænd fra Jerusalem med til offerfesten. De anede intet om hans planer.

12. Under festen sendte han desuden bud efter Ahitofel, Davids øverste rådgiver, der boede i Gilo. Ahitofel gik over på Absaloms side, og flere og flere fulgte efter, så sammensværgelsen voksede sig stærk.

13. En af kong Davids mænd skyndte sig til Jerusalem for at fortælle ham, at Absalom havde lavet en sammensværgelse imod ham, og at alle Israels stammer havde givet ham deres støtte.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 15