9. “Tak, herre!” udbrød hun. “Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”
10. “Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. “Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”
11. Kvinden fortsatte: “Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”“Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. “Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”
12. “Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.“Sig frem!” svarede kongen.
13. Da spurgte kvinden: “Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel!
14. Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem.
15. Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig.
16. Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os.