4. Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: “Herre konge, hjælp mig!”
5. “Hvad er der galt?” spurgte han.“Jeg er enke,” svarede hun.
6. “Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel.
7. Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”
8. “Overlad den sag til mig,” svarede kongen. “Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”
9. “Tak, herre!” udbrød hun. “Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”
10. “Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. “Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”
11. Kvinden fortsatte: “Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”“Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. “Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”
12. “Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.“Sig frem!” svarede kongen.
13. Da spurgte kvinden: “Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel!
14. Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem.