Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Samuel 14:13-23 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. Da spurgte kvinden: “Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel!

14. Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem.

15. Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig.

16. Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os.

17. Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”

18. “Sig mig en ting!” sagde kongen.“Ja, herre?” svarede kvinden.

19. “Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”“Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, “for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige.

20. Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”

21. Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: “Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”

22. Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: “Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”

23. Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Samuel 14