21. Da kong David hørte, hvad der var sket, blev han meget vred. Men han bebrejdede ikke Amnon noget, for Amnon var hans førstefødte søn og hans favorit.
22. Men Absalom ville overhovedet ikke tale til Amnon, for han hadede ham af et godt hjerte, fordi han havde voldtaget hans søster.
23-24. Der gik to år. En dag var Absalom i færd med at klippe sine får ved Baʼal-Hatzor i Efraim, og han besluttede at invitere sin far og alle sine brødre til fåreklipningsfest.
25. Kongen svarede: “Nej, min dreng! Det ville være for stor en byrde for dig, hvis vi alle sammen troppede op.”Absalom forsøgte at overtale ham, men kongens beslutning var urokkelig, og han sagde nej tak.
26. “Godt,” svarede Absalom, “men hvis du ikke vil komme, kan du i det mindste sende Amnon i stedet.”“Hvorfor lige Amnon?” spurgte kongen.
27. Absalom blev ved med at presse kong David, så han til sidst sendte alle sønnerne af sted—også Amnon.
28. Absalom sagde nu til sine mænd: “Vent til Amnon bliver beruset, og når jeg giver signal, overfalder I ham og slår ham ihjel. I skal ikke være bange for noget. Det er mig, der har givet ordren, og jeg påtager mig det fulde ansvar. I skal bare udføre min ordre.”
29. Sådan gik det til, at Amnon blev myrdet. De andre kongesønner sprang skrækslagne på deres muldyr og flygtede.
30. Mens de var undervejs tilbage til Jerusalem, nåede det rygte kong David, at Absalom havde myrdet alle kongesønnerne.