14-16. “Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. “Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: “Dræb ham!”
17-18. David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt ‘Buesangen’, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra ‘De Retskafnes Bog’:
19. Israels helte ligger slagne på bjergene,vore bedste krigere faldt i kampen.
20. Råb det ikke ud på gaden i Gat,tal ikke om det på Ashkalons torve.Filistrenes døtre vil danse af glæde,det uomskårne folk vil fryde sig.
21. Måtte Gilboahøjen blive ramt af tørke,måtte intet mere gro derpå.Heltenes skjolde havnede i sølet,Sauls skjold ligger ledigt hen.
22. Mange forblødte for Jonatans bue,Sauls sværd slog utallige ned.
23. Saul og Jonatan, elskede var I,selv i døden skiltes I ikke.I var hurtige som ørne på jagt,stærke som stolte løver.
24. Israels kvinder, sørg over Saul,som klædte jer i purpur og smykker af guld.
25. Vore helte faldt i kampens hede.Jonatans lig ligger henslængt på højen.
26. Jonatan, mit hjerte er knust,jeg elskede dig, som var du min bror!Dit venskab var noget helt specielt,mere end kærlighed fra en kvinde.