10. Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”
11. Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg.
12. Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.
13. David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: “Hvor er du fra?”Han svarede: “Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”
14-16. “Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. “Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: “Dræb ham!”
17-18. David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt ‘Buesangen’, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra ‘De Retskafnes Bog’:
19. Israels helte ligger slagne på bjergene,vore bedste krigere faldt i kampen.
20. Råb det ikke ud på gaden i Gat,tal ikke om det på Ashkalons torve.Filistrenes døtre vil danse af glæde,det uomskårne folk vil fryde sig.
21. Måtte Gilboahøjen blive ramt af tørke,måtte intet mere gro derpå.Heltenes skjolde havnede i sølet,Sauls skjold ligger ledigt hen.
22. Mange forblødte for Jonatans bue,Sauls sværd slog utallige ned.