6. Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde.
7. Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.
8. Derpå sagde Herren til Moses og Aron: “Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det.
9. Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”
10. Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder.
11. Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere.
12. Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.
13. Så sagde Herren til Moses: “I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig.
14. Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden.
15. Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade,
16. men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.
17. Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse.
18. Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie.