20. De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs,
21. men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.
22. Så sagde Herren til Moses: “Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.”
23-24. Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie.
25. Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned.
26. Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.
27. Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. “Nu indser jeg min fejl,” sagde han. “Herren har ret, og jeg og mit folk har uret.
28. Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”
29. “Godt,” svarede Moses, “så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden.
30. Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”
31. Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst.
32. Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.
33. Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op.
34-35. Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.