13. Slavefogederne var skånselsløse. “Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de,
14. og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. “Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.
15. Så gik formændene til Farao. “Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de.
16. “Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”
17. Men Farao svarede bare: “I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve.
18. Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”
19. De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten.
20. På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset.
21. “Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”
22. Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: “Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her?
23. Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”