10. Men Moses havde flere indvendinger: “Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været—og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.”
11. “Hvem skabte menneskets mund?” spurgte Herren. “Har jeg ikke magt til at gøre et menneske i stand til at tale eller ikke at tale, til at se eller ikke at se, til at høre eller ikke at høre?
12. Gå nu og gør, som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig til at sige de rette ord—ja, jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige.”
13. Men Moses protesterede: “Herre, send dog en anden end mig!”
14. Så blev Herren vred på Moses. “Hør her,” sagde han, “jeg ved, at din bror, levitten Aron, kan tale for sig. Han er i øvrigt på vej for at møde dig, og han bliver glad for at se dig igen.
15. Jeg vil tale til dig, og hvad jeg fortæller dig, skal du sige videre til ham og således lægge ham ordene i munden. Jeg vil være med jer og fortælle jer, hvad I skal gøre.
16. Aron skal tale til folket på dine vegne, som om han var din mund, og du skal fortælle ham, hvad han skal sige, så du taler til ham på mine vegne.
17. Husk at tage din hyrdestav med, så du kan udføre de mirakler, jeg har vist dig.”
18. Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: “Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”“Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.
19. Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: “Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.”
20. Så hjalp Moses sin kone med de to små børn op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden.