5. Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: “I morgen holder vi højtid for Herren!”
6. Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
7. Da sagde Herren til Moses: “Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd.
8. De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
9. Herren fortsatte: “Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt.
10. Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
11. Men Moses gik i forbøn for dem: “Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere.
12. Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk.
13. Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.”
14. Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.