13. Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.”
14. Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
15. Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider.
16. Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.
17. Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: “Det lyder, som om der er krig i lejren!”
18. Men Moses svarede: “Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”
19. Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget.
20. Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.
21. Så vendte han sig mod Aron og sagde: “Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?”
22. “Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. “Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør.
23. De sagde til mig: ‘Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’