Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Mosebog 30:14-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Alle mænd over 20 år skal give Herren et sådant offer.

15. De, som er rige, skal ikke betale mere, og de, som er fattige, skal ikke betale mindre end det fastsatte beløb, for det er et personligt forsoningsoffer til Herren.

16. Brug de indkomne penge til at betale udgifterne ved tjenesten i åbenbaringsteltet. Det skal minde Herren om, at de har betalt løsesum for deres liv.”

17. Herren fortsatte sin tale til Moses:

18. “Lav et bronzefad med tilhørende stativ af bronze. Placer fadet mellem åbenbaringsteltet og brændofferalteret og fyld vand i det.

19. Der skal Aron og hans sønner vaske deres hænder og fødder,

20. før de går ind i åbenbaringsteltet, og før de ofrer brændofre til Herren.

21. De skal altid vaske sig inden, og hvis ikke de gør det, skal de dø. Det er en vedvarende ordning, der skal gælde fra slægt til slægt for præsterne, der nedstammer fra Aron.”

22. Derpå sagde Herren til Moses:

23. “Du skal samle de mest udsøgte aromatiske stoffer: seks kilo ren myrra, tre kilo vellugtende kanel, tre kilo citrongræs,

24. seks kilo kassia (alt sammen afvejet efter officiel tempelvægt) samt fire liter olivenolie.

25. Deraf skal du lave den aromatiske salveolie til brug i helligdommen.

26. Med den skal du salve åbenbaringsteltet, pagtens ark,

27. bordet og alle genstandene på det, lysestagen og de redskaber, der hører til betjeningen af lamperne, røgelsesalteret,

28. brændofferalteret og alle de redskaber, der bruges ved ofringerne, samt bronzefadet og stativet.

29. Derved bliver alle tingene indviet til Herren, og kun de indviede personer må røre ved dem.

30. Også Aron og hans sønner skal salves med den særlige olie og på den måde indvies til præstetjenesten.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Mosebog 30