Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Mosebog 29:1-13 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Ceremonien for Arons og hans sønners indvielse til præster skal foregå på følgende måde: Udvælg først en ung tyr og to perfekte væddere.

2. Tag derefter fint hvedemel uden surdej og lav nogle runde brød, nogle brød med olivenolie i og nogle flade brød med olivenolie hældt over.

3. Læg brødene i en kurv og bring dem hen til åbenbaringsteltets indgang sammen med den unge tyr og de to væddere.

4. Så skal du føre Aron og hans sønner hen til indgangen og vaske dem med vand.

5. Giv Aron inderkjortlen, yderkjortlen, efoden, brystklædet og livbåndet på.

6-7. Tag salveolien og salv ham ved at hælde olien ud over hovedet på ham. Sæt derefter turbanen med guldpladen på hans hoved.

8. Giv derefter sønnerne deres dragter på,

9. inklusive deres hovedbeklædning. Til sidst skal de alle have livbåndene på. På den måde skal du indsætte Aron og hans sønner i præstetjenesten. Det skal altid være hans slægt, der indsættes som præster.

10. Før nu den unge tyr hen til åbenbaringsteltets indgang. Lad Aron og hans sønner lægge hænderne på dens hoved.

11. Dernæst skal du slagte den for Herren dér ved indgangen.

12. Med din finger skal du smøre noget af blodet på alterets horn, og resten skal du hælde ud ved alterets fod.

13. Tag så alt fedtet omkring indvoldene, fedtklumpen over leveren og de to nyrer med fedtet omkring, og brænd det på alteret.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Mosebog 29