Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Mosebog 20:14-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Du må ikke bryde ægteskabet.

15. Du må ikke stjæle.

16. Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

17. Du må ikke begære andre menneskers hus, ægtefælle, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.”

18. Da folket hørte larmen af tordenen og den frygtindgydende lyd af vædderhornet og så lynglimtene og røgen, der bølgede til vejrs fra bjerget, rystede de af skræk og holdt sig på afstand.

19. Da sagde de til Moses: “Det er bedre, at du fortæller os, hvad Gud siger. Vi skal nok handle derefter! Men lad ikke Gud tale direkte til os mere, for så dør vi!”

20. “I skal ikke være bange,” svarede Moses. “Når Gud kom til jer på denne frygtindgydende måde, var det, for at I skulle se hans vældige magt og lære at have ærefrygt for ham. Det skal hjælpe jer til ikke at synde imod ham.”

21. Mens folket stod på afstand og så til, gik Moses ind i den tykke mørke sky, hvor Gud var.

22. Herren sagde nu til Moses: “Du skal sige til folket: Nu har I selv hørt, at jeg har talt til jer fra himlen.

23. Husk, at I ikke må lave eller tilbede afguder af sølv eller guld.

24. De altre, I bygger for mig, må gerne være lavet af jord. På dem skal I ofre jeres får og geder og kvæg som brændofre og takofre. Hvor som helst I tilbeder og ærer mig, vil jeg selv komme til jer og velsigne jer.

25. Hvis I bygger altre af sten, må I ikke bruge tilhuggede sten. For når I svinger værktøjet over dem, vanhelliger I dem.

26. Og endnu en ting: Lav ikke trappetrin op til alteret, for at jeres nøgenhed under kjortlen ikke skal blottes, når I går op ad dem.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Mosebog 20