7. Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!”
8. Moses fortsatte: “I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
13. Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren.
14. Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost.
15. Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: “Hvad er det?” De vidste jo ikke, hvad det var.“Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses.
16. “Herren har befalet, at enhver af jer skal samle så meget, der er brug for i jeres familie—omkring to liter til hver person.”
17. Israelitterne gjorde nu, som Moses havde sagt, og nogle samlede meget, andre mindre.
18. Da de bagefter målte, hvad de havde samlet, viste det sig, at de, der havde samlet meget, ikke havde for meget, og de, der havde samlet mindre, havde ikke for lidt. Alle fik, hvad de havde brug for.
19. “I må ikke gemme noget af det fra den ene dag til den anden,” sagde Moses til dem.
20. Der var dog nogle, som ikke rettede sig efter Moses, og de gemte noget af det til næste morgen. Men om morgenen var det fuldt af orme og lugtede grimt. Da blev Moses vred på dem.
21. De følgende morgener samlede hver familie så meget, de havde behov for. Når solen begyndte at brænde, smeltede det, som endnu lå på jorden.