3. “Gid vi dog var blevet i Egypten!” jamrede de. “Der havde vi både kød og brød og kunne spise os mætte. Det var bedre, om Herren havde ladet os dø der. Men nu har I bragt os ud i den her ørken, hvor vi er ved at dø af sult.”
9. Da sagde Moses til Aron: “Sig til folket, at de skal komme frem for Herren, for han har hørt deres beklagelser.”
10. Mens Aron talte til israelitterne, skete der noget ude i ørkenen. Alle vendte sig og kiggede derhen, og nu så de Herrens herlighed vise sig i skysøjlen, som plejede at lede dem.
11. Da talte Herren til Moses:
12. “Jeg har hørt israelitternes klager. Sig til dem: ‘I aften skal I få kød at spise, og i morgen tidlig skal I spise jer mætte i brød. Da skal I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.’ ”
4. Endvidere sagde Herren: “Jeg vil lade mad falde ned fra himlen som regn. Folket kan så hver dag gå ud og samle så meget, de har behov for til den dag. Jeg vil sætte dem på prøve for at se, om de vil følge mine befalinger.
5. Sig til dem, at de skal samle en dobbelt portion på ugens sjette dag.”
6. Moses fortalte det til Aron, som derefter sagde til folket: “I aften skal I få at se, at det var Herren, som førte jer ud af Egypten.
7. Og i morgen skal I få mere af hans herlighed at se, for han har hørt jeres klage. Det er jo ham, I beklager jer over for, ikke os!”
8. Moses fortsatte: “I aften vil Herren give jer kød at spise, og i morgen vil han give jer brød. Og husk på, at når I beklager jer, er det ikke mod os, men mod Herren selv. Vi er jo kun hans talerør.”
13. Samme aften kom en stor flok vagtler flyvende, og de faldt i et tykt lag over hele lejren. Og næste morgen lå duggen tæt rundt om lejren.
14. Da duggen forsvandt, var ørkenen dækket af tynde flager, noget, der lignede rimfrost.
15. Da israelitterne så det, sagde de til hinanden: “Hvad er det?” De vidste jo ikke, hvad det var.“Det er det brød, som Herren har givet jer at spise,” svarede Moses.