15. Edoms høvdinge forfærdes,Moabs fyrster ryster.Kanaʼans beboere taber modet.
16. Rædsel og angst overvælder dem.De står tavse af frygt med forstenede ansigter,indtil dit folk er gået forbi, Herre,til dit frikøbte folk er nået hjem.
17. Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,det sted, som skal blive din bolig, Herre,den helligdom, du selv vil bygge.
18. Herren er konge, evig og altid!
19. Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over.
20. Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner.
21. Mirjam sang:Syng for Herren,han er større end alle andre.Hest og rytterkastede han i havets dyb.
22. Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand.
23. Da de kom til Mara, fandt de en lille sø, men vandet var bittert og ikke til at drikke.
24. Så beklagede folket sig til Moses. “Hvad har du tænkt, vi skal drikke?” jamrede de.
25. Da bad Moses Herren om hjælp, og Herren viste ham en bestemt slags træ, og da han kastede et stykke af træet i søen, blev det muligt at drikke vandet.Det var her i ørkenen, at Herren gav Israels folk sine forordninger og retningslinier, og det var her, han satte dem på prøve, idet han sagde:
26. “Hvis I vil lytte til Jahve, jeres Gud, følge mine forordninger og gøre det, som er rigtigt i mine øjne, så skal I ikke lide under de plager, jeg sendte over egypterne. Jeg er Herren, og jeg kan helbrede jer.”
27. Da de gik videre fra Mara, kom de til Elim, hvor der var 12 vandkilder og 70 palmetræer, og de slog lejr ved kilderne.