14. Folkeslagene hører om det og skælver,filistrene overvældes af frygt.
15. Edoms høvdinge forfærdes,Moabs fyrster ryster.Kanaʼans beboere taber modet.
16. Rædsel og angst overvælder dem.De står tavse af frygt med forstenede ansigter,indtil dit folk er gået forbi, Herre,til dit frikøbte folk er nået hjem.
17. Du fører dem og planter dem på dit eget bjerg,det sted, som skal blive din bolig, Herre,den helligdom, du selv vil bygge.
18. Herren er konge, evig og altid!
19. Dengang Faraos heste, vogne og ryttere stormede ud i havet, lod Herren vandet styrte hen over dem. Men israelitterne gik tørskoede over.
20. Da greb Arons søster, profeten Mirjam, en tamburin, og alle kvinderne fulgte hende i dansen, mens de spillede på deres tamburiner.
21. Mirjam sang:Syng for Herren,han er større end alle andre.Hest og rytterkastede han i havets dyb.
22. Derpå førte Moses Israels folk videre fra Det Røde Hav ind i Shurs Ørken, og de gik i tre dage uden at finde vand.