3. så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og gået i en fælde mellem ørkenen og havet.
4. Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren.”Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.
5. Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort.
6. Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem
7. i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.
8. Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.
9. Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Baʼal-Zefon.
10. Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp.
11. Så vendte de sig imod Moses og sagde: “Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten?
12. Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”
13. Men Moses svarede folket: “I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere!
14. Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”