Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Mosebog 12:6-19 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

6. Pas godt på det indtil om aftenen på den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr.

7. De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises.

8. Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til.

9. Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, lår og indmad.

10. Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.

11. I skal spise det i al hast—iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav i hånden, for det er Herrens påskefest.

12. Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren!

13. Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.

14. Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren.

15. I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk.

16. På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde—udover madlavning.

17. Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt.

18. Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød.

19. I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Mosebog 12