29. Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø.
30. Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
31. I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. “Tag af sted,” sagde han, “forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker.
32. Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
33. Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: “Ellers ender det med, at vi alle dør.”
34. Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre.
35. Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt,
36. og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.
37. Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods.
38. Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg.
39. Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.
40. Israels folk havde boet i Egypten i 430 år,