7. Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. “Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. “Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”
8. Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. “Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. “Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”
9. “Alle som en,” svarede Moses. “Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”
10. “Ikke på vilkår!” råbte Farao. “Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på!
11. Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.
12. Derefter sagde Herren til Moses: “Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”
13. Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.
14. Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske.