Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Mosebog 10:4-16 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

4. Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land.

5. Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker.

6. De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.

7. Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. “Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. “Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”

8. Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. “Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. “Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”

9. “Alle som en,” svarede Moses. “Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”

10. “Ikke på vilkår!” råbte Farao. “Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på!

11. Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.

12. Derefter sagde Herren til Moses: “Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”

13. Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.

14. Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske.

15. Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.

16. Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. “Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Mosebog 10