Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 8:1-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. I 20 år havde Salomon nok at gøre med at bygge Herrens hus og sit eget palads.

2. Da de var færdige, gik han i gang med at genopbygge de byer, kong Hiram af Tyrus havde givet tilbage til ham, og han overflyttede nogle af israelitterne til disse byer.

3. Derefter gik han til angreb på byen Hamat-Zoba og indtog den.

4. Han udbyggede også Tadmor i ørkenen og indrettede byerne i Hamat til forrådscentre.

5. Han befæstede byerne Øvre og Nedre Bet-Horon og gjorde dem til forsyningsbyer med stærke mure og forskansede porte.

6. Endvidere udbyggede han Baʼalat og andre forsyningsbyer foruden byerne, hvor han indrettede de kongelige heste- og vognstalde. Han fuldførte således alle de byggeplaner, han havde for Jerusalem, Libanons bjerge og hele det store rige, han regerede over.

7-8. Salomon udskrev sine tvangsarbejdere fra de folk, Israel havde besejret—hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Det var nemlig aldrig lykkedes Israels folk at udrydde disse folkeslag helt—selv længe efter deres erobring af landet—ja, endnu den dag i dag findes der slaver, som nedstammer fra disse folk.

9. Men han tvang ingen israelitter til slavearbejde. Mange af dem var med i hæren som fodfolk, officerer, vognstyrere og ryttere.

10. Blandt israelitterne udpegede han desuden 250 til at være opsynsmænd ved byggeprojekterne.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 8