Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 7:1-2-11 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1-2. Da Salomon var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede offerdyrene på alteret, og Herrens herlighed fyldte templet, så præsterne ikke kunne gå derind.

3. Da Israels folk så ilden og Herrens herlighed, knælede de med ansigtet mod jorden og tilbad og takkede Herren med ordene:“Herren er god.Hans trofasthed varer til evig tid!”

4. Kongen og folket bragte en utrolig mængde ofre til Herren.

5. Kong Salomons offer alene bestod af 22.000 stykker hornkvæg og 120.000 stykker småkvæg. På den måde indviede de Guds tempel.

6. Under offerhandlingen stod præsterne på deres poster, og levitterne spillede og sang: “Herrens trofasthed varer til evig tid”. De spillede på de instrumenter, som kong David havde ladet fremstille til brug ved lovprisning af Herren. Over for levitterne stod præsterne og blæste i deres trompeter, mens hele folket stod op.

7. Salomon indviede den midterste del af forgården, så der også kunne brændes ofre der. Bronzealteret, som han have fået lavet, var slet ikke stort nok til at klare alle brændofrene, afgrødeofrene og fedtet fra takofrene, som skulle brændes.

8. Salomon og hele Israels folk fejrede indvielsen af templet i syv dage. En vældig menneskemængde fra hele Israel tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd.

9. Efter indvielsesfesten fejrede de Løvhyttefesten i endnu syv dage, og dagen efter afsluttedes det hele med en særlig højtidelighed.

10. Den 23. dag i den syvende måned brød folket op og vendte hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist David, Salomon og sit folk, Israel.

11. Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Det var lykkedes ham at fuldføre alle sine planer for templet og paladset.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 7