Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 6:11-28 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Dér har jeg anbragt arken, som indeholder den pagt, Herren oprettede med Israels folk.”

12. Salomon stod foran brændofferalteret med hænderne løftet ud mod forsamlingen.

13. Han havde fået konstrueret en platform af bronze midt i forgården. Den var 2,25 m lang, 2,25 m bred og 1,35 m høj. Salomon knælede nu ned på platformen med hænderne løftet mod himlen

14. og bad følgende bøn: “Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte.

15. Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener.

16. Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone.

17. Ja Herre, Israels Gud, opfyld også det løfte!

18. Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget?

19. Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg nu beder for dit ansigt:

20. Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig.

21. Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

22. Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige,

23. så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

24. Når dit folk synder og som straf bliver besejret af deres fjender, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus,

25. så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du har givet dem og deres forfædre.

26. Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus,

27. så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

28. Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om,

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 6