Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 34:14-27 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. En dag mens ypperstepræsten Hilkija var i færd med at hente de indsamlede penge i templet, fandt han en kopi af den lovbog, som Gud i sin tid havde givet til Moses.

15. Straks gav han besked til Shafan, statssekretæren: “Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Derefter overlod han bogrullen til Shafan.

16. Shafan gik nu til kongen med bogrullen og aflagde følgende rapport: “Dine embedsmænd har gjort alt, hvad du har bedt dem om.

17. De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner arbejderne.”

18. Derefter tilføjede han: “Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen.

19. Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj.

20. Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det var Shafans søn Ahikam, Mikas søn Abdon og hans personlige tjener Asaja.

21. “Gå hen og rådspørg Herren på mine og hele Israels folks vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. “Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke adlydt Herrens ord, som de står skrevet i denne bog.”

22. Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profeten Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tokhat, som var søn af Hasra). Shallum havde ansvar for præstedragterne.

23-24. Hulda sagde til dem: “Herren, Israels Gud, siger: ‘Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med de forbandelser, der står i den bog, som nu er blevet læst op for Judas konge,

25. for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre.

26. Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast,

27. men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket, og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 34