Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 32:17-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

17. Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:“Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

18. Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren,

19. og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

20. Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotzʼ søn, til Himlens Gud om hjælp.

21. Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner.

22. Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider.

23. Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

24. Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham.

25. Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem,

26. men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

27. Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder.

28-29. Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig.

30. Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 32