Gamle Testamente

Nye Testamente

2. Krønikebog 26:3-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år.

4. Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja.

5. Så længe præsten Zekarja levede og underviste ham i gudsfrygt, søgte han at gøre Herrens vilje, og Herren velsignede ham for det.

6. Kong Uzzija erklærede filistrene krig og indtog byerne Gat, Jabne og Ashdod, hvor han rev murene ned. Derpå byggede han nye befæstede byer nær Ashdod og andre steder i filistrenes land.

7. Gud hjalp ham ikke kun med at besejre filistrene. Han gav ham også sejr over araberne i Gur-Baʼal og over meunitterne.

8. Selv ammonitterne måtte betale skat til ham, og hans ry nåede helt til Egypten.

9. Hjemme i Jerusalem befæstede han bymuren med tårne ved Hjørneporten, ved Dalporten, og hvor muren slår et knæk.

10. Desuden opførte han udkigstårne til bevæbnede vagter og udhuggede mange vandreservoirer i klippen i de tørre områder, så der var vand til hans kvægflokke på de vestlige bakkeskråninger og på højsletterne. Han var stærkt interesseret i agerbrug, og han ansatte folk til at arbejde på sine marker og i sine vinplantager, både i bakkerne og i de frugtbare dale.

11-12. Han organiserede sin hær i regimenter, og hans sekretær Jeuel, assisteret af Maʼaseja, stod for optællingen. Hærens øverstbefalende hed Hananja. Han havde kommandoen over de 2600 kaptajner for regimenterne.

13. Hæren bestod af 307.500 veltrænede mænd,

14. som Uzzija udrustede med skjolde, spyd, hjelme, brynjer, sten til slyngerne, buer og pile.

Læs fyldestgørende kapitel 2. Krønikebog 26